Et dyr flytter ind
“Hvor i alverden er du kommet fra?!” udbryder Britt. Den udsultede, men store rødstribede kat står helt forskræmt i hendes sofa med juletræs-hale og krummet ryg. Det ene øre er nærmest manglende, halen halv, og højre øje hænger, så den ser lidt fordrukken ud. Altandøren har stået åben det meste af dagen, det er søndag og Britt kan mærke forårets dufte fra træerne ovre fra naboens have. Britt ved ikke lige, hvad hun skal gøre. Som det gode kristne menneske hun er, skal man jo værne om alt levende. Hvor levende kræet er, kan hun ikke helt blive enig med sig selv om. “Men pelsen kan meget vel være levende i sig selv”, tænker hun tørt.
Som altid når Britt er i tvivl om noget, ringer hun til sin søster Lise. “Ja, den må jo være kravlet op ad nedløbsrøret”, fortæller hun i telefonen. Hun kan høre at Lise har sat sig godt til rette, og ser hende for sig med benene trukket op under sig i sofaen med en kop the og den grå uld plaid over sig. “Jamen, har du spurgt nogle i opgangen, om de mangler en halv kat?”, spørger Lise. Britt fortæller, at hun først lige er kommet hjem fra en gåtur sammen med en veninde. De havde mødtes på Britt’s opfordring, da hun trængte til at vælte ud af tanker og frustrationer.”Hvorfor dog?” spørger Lise. “Jeg er så træt af at græde over kys, fordi de ikke føles!” siger Britt.
Hun fortæller om lørdag aften i byen med tre kolleger fra Riget, og om den smukke tyrkiske mand, som havde set sig varm på hende, lige fra hun trådte ind af døren med sit røde hår og sin røde kjole. De havde danset hele aftenen, og det føltes så frit, og hun var så glad og lykkelig, og så kyssede de, og de svedte, han snurrede hende rundt, og de grinede, og han kyssede fantastisk, og det hele flagrede, og gik bare op i en højere enhed. Hun var vist osse lidt fuldt. Han havde spurgt, om hun ville invitere ham med hjem. Hun havde trukket på det. “Åh jamen, jeg er jo ikke sådan”, havde hun tænkt, og herefter nærmest mantra-agtigt sagt til sig selv: “Jeg er overlæge, jeg er respektabel, jeg har folk under mig, de ser op til mig, jeg er et forbillede, jeg må opføre mig som sådan!” Men så havde hun kylet alle tankerne af helvede til. “Ja! Du skal med mig hjem!”, nærmest råbte hun til ham. Og så havde de taget en taxa. Han havde holdt døren, havde betalt taxa’en, kysset hende hele vejen op af trappen op til 2.sal, hvor hun forpustet låste døren op, og han forførte hende langsomt og stilsikkert ind i sengen. “Det var så vidunderligt at give slip, og han var så smuk og så galant. Jeg nød det SÅ meget!”
Bagefter havde de ligget i ske, og hun havde overgivet sig til søvnen med et smil på læben. Men så vågnede hun tidligt i morges. Han var i gang med at tage tøj på, og blikket var indadvendt. Han havde fremført nogle flade undskyldninger om en græsplæne, der skulle slåes, nogle lerting han ikke havde fået brændt, “Og fanden og hans pumpestok! – Og selvfølgelig efterlod han ikke sit telefonnummer”, sukker Britt til sidst
“Ja, mænd kan sgu være nogle svin”, siger Lise, og der er stille et øjeblik. “Altså lige med undtagelse af min Kjeld. Selvom han nu osse kan være lige lovlig fikseret nogle gange. Måske du kunne låne ham lidt, tage toppen af ham – bare en gang i mellem?”, fniser Lise. “Ja, det kunne være kønt!”, istemmer Britt. “Den pensionerede blikkenslager med topmave og stor næse i min lille seng.?! Aj, jeg tror ikke der er plads!”. De får et mindre grineflip over de billeder det medfører, og efter en lille snøftepause og tåretørreri, siger Britt; “Jeg har fortrudt det køkken… Ikke at det ikke er flot – Kjeld har gjort et rigtig godt stykke arbejde! Men jeg føler nogle gange, at det er Hybris Nemesis, og at jeg bare går og venter på en mand, som skal passe ind i mit køkken. Jeg skulle jo have haft manden før køkkenet. Forstår du?”
Hun kan høre at Lise tænker i den anden ende af røret, før hun udbryder; “Men, nu har du jo fået kat!!” De griner lidt igen. “ Jo”, siger Lise, “Jeg forstår godt, hvad du mener. Men du skal huske at trække vejret, og så skal du træde ned fra den pidestal, som du har sat dig selv op på. Hvorfor skal du være så skide perfekt, når alle vi andre ikke er det?! Og som du selv siger, så føles det fantastisk at slippe. Mere af det! Så skal ham samtale-køkken-manden nok komme!”
Lise har altid været god til at se tingene fra en højere vinkel, og så kender hun Britt ud og ind som en gammel dagbog. “Ja… du har som altid ret”, siger Britt. “ Og den halvdøde hankat… Hvis det da er en hankat?!!”, udbryder hun grinende. “Det er jo mennesker, jeg ved mest om – i hvert fald det anatomiske…”. “Tjek ham!”, siger Lise hastigt, og tilføjer “En mand er vel en mand, uanset størrelse og art!”.
Britt går – med telefonen stadig presset mod øret – hen til katten, som nu er faldet ned i en hjemmevant ro – som om den altid har boet og tronet her i lejligheden. Den kigger sløvt på hende. Hun har aldrig været særlig glad for katte – dyr i det hele taget -, men vover alligevel, og tager fat i det ene bagben med pege og tommelfinger og løfter op. “Ja, så var det alligevel ikke det sidste par testikler, jeg fik set i denne weekend!”, ler hun.
New Orleans Rejsebrev
Så er jeg ankommet her til New Orleans – dog efter en del forsinkelse med de forskellige fly og diverse lufhavnskøer.
Da jeg ankom d. 22.december til Houstons lufthavn, hvor jeg skulle lave det sidste flyskift, var jeg ved at dø af varme i mine uldne sokker og vinterstøvler. I modsætning til det kolde danske vejr, var her 16-18 grader C.
Jeg blev hentet i lufhavnen af Jan og Joseph, hvis overetage jeg bor på – søde og venlige folk, henholdsvis redaktør og bogfører på N.O.s musikmagasin “Offbeat”. (Og Jan er en kvinde).
De – og nu vi – bor på 2.nd Street, en sidevej til Sct. Charles på modsatte side af The Garden District.
Men idag er det blevet koldere – temperaturen er faldet ned til 5 grader, og jeg er igang med at blive invaderet af en influenza. Så jeg måtte desværre afslå Jan og Joseph’s invitation om at komme med til Baton Rouge (ca 100 km herfra) og holde jul i aften med Jan’s familie. Ret ærgeligt, men ingen grund til at smitte hele flokken, og desuden er Jan’s mor syg nok i forvejen.
Til gengæld kan jeg så fortælle om igår. Jeg fejrede juleaften i en Norsk Sømandskirke i New Orleans. Jeg er ikke sønderligt religiøs, og har aldrig fejret jul i en kirke før – og slet ikke i en Norsk Sømandskirke.
Joseph arbejder som regnskabsfører i kirken. Hverken Jan eller Joseph er troende, men de synes det er hyggeligt at komme i kirken, og denne jul ville de gerne smage den nordiske julemad, som de kender til, da Joseph’s datter bor i Norge.
Så vi fik svin, rødkål, kartofler og sovs – og senere den norske udgave af ris a la mande – uden mandler, og hertil den fineste årgangs Ribena saftevand.
Vi kom til at sidde til bords med en norsk mand sidst i 60’erne, Agil, som for 40 år siden tog hertil på ferie, og har ikke været hjemme siden. Han har til gengæld børn i flere stater – den yngste er 40. og har arbejdet i mange år for General Motors. De manglede mekanikere i 70’erne, så han fik hurtigt arbejds- og opholdstilladelse og fast arbejde. Nu er han pensioneret, og bor ca.100 km her fra New Orleans – på samme vej som Britney Spears, fortalte han stolt. Han kommer somme tider ind i Sømandskirken for at spise og bruge deres telefon gratis. Lidt af en skør kugle, blev vi enige om i bilen på vej hjem, men ganske underholdende. Han fik da også hurtigt spurgt mig, om jeg var gift, havde børn, en kæreste, og dernæst tilføjet, at han var ledig på markedet.
Ved siden af Agil sad hans gamle arbejdskammerat og dennes kone, som var kommet for at fejre jul med ham. Konen er fra Canada, og har kun boet i N.O. i 6 måneder – de var lige blevet gift. Det var meget svært for hende at få opholdstilladelse. Hun fortalte, at hun nærmest følte sig som en marsmand eller en teorist med alle de spørgsmål og processer, hun skulle igennem. De bor i en lillebitte lejlighed – vil gerne købe hus, men priserne her i N.O. er meget høje for noget gammelt lort, som de sagde. Så nu vil de flytte til Mobile, ca 200 km herfra.
Efter maden og kaffen, så skulle der leges. Og jeg blev udpeget til at deltage i appelsinleg… og hvem stod ved min side?… det gjorde den skøre kugle Agil!… Jeg bad i mit stille sind til at appelsinen blev oppe i hovedhøjde, og at det skulle gå stærkt. Appelsinen blev over bæltestedet og vi snød, så det gik hurtigt, og vi vandt en omgang norsk mælkechokolade. En kongelig præmie. Og senere – efter stoleleg – så jeg mig selv vandre omkring et juletræ, hånd i hånd med et norsk barn, og skråle norske børnesange, som “Så går vi rundt om en enebærbusk”. Og i sidste vers halsede jeg efter de andre, som spænede rundt om træet , mens de sang ” så gør vi sårn når til kirke vi går”!
Sådan en jul har jeg aldrig holdt før! Herrens veje er så sandelig uransagelige – når vi nu alligevel er i den terminologi.
Ja, og så kom influenzaen. Det har nok ikke så meget med den Norske Sømandskirke at gøre, men nok nærmere at den sidste tid hjemme har været ret turbolent, og når man så endelig slipper, så blir man overfaldet af en ond influenza, hold i ryggen eller lign. Jeg byder influenzaen indenfor, siden det ikke kan være anderledes, og håber på at det er hurtigt overstået.
Jeg får zombi’et mig hen i den nærmeste Walgreens – et supermarked, der altid har åbent, med apotek og en masse andet crap, og ikke særlig meget mad. Men jeg har forkælet mig selv med suppe, popkorn, pandekagemix og hostebolcher. Tv’et har over 300 kanaler med film og diverse andre programmer, så det skal nok gå alt sammen.
Solen skinner udenfor – flot men koldt – og temperaturen indenfor er heller ikke så høj. De er vant til at holde varmen ude fra husene, men ikke kulden. Men jeg har dog fået gang i en form for varme-ventilator, som hjælper lidt.
Det er dejligt at være her igen – føler mig hjemme – selv efter 9 år. I forgårs gik jeg en tur ned på Magazine street – ikke så langt herfra – et hyggeligt kvarter, som ligner sig selv. Og igår var jeg inde i French Quarter, som også ligner sig selv. Disse områder var ikke så slemt berørt under Katrina. Men mere om det senere.
Nu skal jeg snart ud og høre noget musik! Har fundet musikstederne – en del af de gamle – men nye er også kommet til. Og Jon Cleary skal spille – Så blir alt godt! :O)
Til jer som ikke kender ham, så spiller han det sejeste klaver og synger. Han har de sidste par år spillet med Bonnie Raitt og John Scofield, og hjemme i New Orleans har han sit eget orkester ”The Monster Gentlemen” – og det er de i hvert fald, når det drejer sig om at lyde godt og svinge!
Torsdag 14.januar 2010
Igår var en god dag! Ikke at de andre ikke har været det, men denne havde bare… et ekstra krydderi.
Jeg har fundet en køreplan for busser og street car på nettet. Så nu er jeg i gang med at udforske byen set fra et busvindue, og jeg kommer ud i nogle områder, som jeg ellers ikke har set, da jeg mest kommer omkring på gåben.
Har lige sat en cd med Anders Osbourne på min computer – en guitarist og sanger fra Sverige, som har bosat sig hernede, har været her i 15-20 år, og er nu en musiker, de fleste kender og holder af – så nu er jeg klar til at skrive!
Jeg besluttede mig på forhånd hjemmefra hvilken bus, jeg skulle tage, og tjekkede tiderne ud. De kører hverken tit eller regelmæssigt, og der er ingen info ved stoppestederne – ikke engang hvilke busnr, der kører. Det blev linie 27, som jeg fangede 10 min. gåtur hjemmefra. Den tog mig igennem nogle af de meget fattige, sorte områder, som ligger lige bag det kvarter, jeg bor i, og som Joseph siger, at jeg absolut ikke må bevæge mig ind i. Så her sad jeg, eneste hvide, og på sædet ved siden af sad en ung fyr, med høretelefoner på. Han både sang, snakkede og rappede med i afbrudte strofer, mens han samtidig ihærdigt gestikulerede kærlighed, fred, krig, mig, dig, en skyder osv. med sine lange arme. Jeg lod som ingenting, og blev chokeret over det, jeg så udenfor. Det var så skraldet, beskidt, hærget, gråt, ødelagt, uvedligeholdt og trist. Folk hang på hjørnerne med trætte øjne i en døs af arbejdsløshed og dope. Dette område er ikke et af de værst ramte af Katrina, husene står der endnu – de blev ikke skyllet væk, som i andre dele af byen. Men det var helt klart, at der ikke var noget som helt økonomisk overskud til at shine up. Det var bare ren og skær fattigdom. Jeg blev helt kold indeni. Hvordan beskriver man, når man ser noget, som man altid har vidst var der, set billeder i tv og bøger, hørt om det i mange, mange år – og så pludselig ser det med sine egne øjne, helt tæt på i fuld synsvidde. Jeg blev kold og tom…hæsligt at se, at nogen kan – og kan blive nødt til – at leve under vilkår som dette.Og ord føles som vand mellem hænderne.
Bussen førte mig videre op til City Park – et stort grønt område op mod Lake Pontchartrain. Den unge rapperfyr stod af her, men inden kiggede han på mig, og sagde ”have a good day!” Tak sgu da, og i lige måde! :O)
Jeg stod af lidt længere henne og gik langs med, og igennem City Park og forbi New Orleans Museum of Art – burde gå ind, men der er så meget at se på udenfor! Her fandt jeg en anden bus – lige efter busplanen, og ganske til tiden linie 39. Den kørte mig bagom en anden vej og endte på bagsiden af Audobourn Park. Her kørte jeg også igennem nogle lidt snuskede kvarterer, men slet ikke i samme grad. Jeg stod af på Magazine Street og vandrede indad – havde ikke været så langt ude af den før, gaden hvor jeg ynder at skrive mine mails under stornydende indtagelse af diverse kopper kaffe. Herude fandt jeg et stort luxuiøst supermarked ”Whole Foods”, (hvor jeg købte pretzels (saltkringler) med rasberry-overtræk… ) og masser af sjove butikker. Jeg synes ellers, det er svært at finde gader med små butikker – bortset fra French Quarter, men det er altsammen Mardi Grass-udstyr, antikviteter eller kunst. Magazine St. er lang, og lidt over halvvejs gjorde jeg stop ved den gode Restaurant Ignatius, som jeg havde besøgt før, hvor jeg fik den bedste Po Boy sandwich med kæmpestore rejer (en New Orleans madder, som egentligt bare er hvidt brød i flutes-form med noget godt ovenpå). Denne gang fik jeg Jambalaya, hvilket man, med al respekt for sin N.O. mave, skal have.
Godt mæt begav jeg mig op på Sct. Charles og tog en street car hjem, lavede kaffe og gjorde mig klar til aftenens koncert med Willie Nelson på House of Blues. Mine forventninger var ikke de største, så jeg gik ind med åbent sind.
Men først vil jeg lige sige – som jeg snakkede med Søster Nina om over skypen til Australien – at dét med at opleve føles så stort og overvældende. Alle mine sanser er åbne, lige fra jeg slår øjnene op om morgenen, og en mærkelig fugl udenfor mit vindue lyder som en knirkende dør, og jeg træder udenfor min lille låste port, ud på gaden og pludrer med naboen om hans planter, som ikke har overlevet den strenge kulde, og nu har fyldt en hel skraldevogn med døde palmeblade. Det er hele tiden, uanset hvor jeg kigger hen, og nogle dage er jeg så fyldt op, at jeg blir’ nødt til at blive indefor i den gode stol med tv, tanker og skriverier. Men det er fantastisk!
House of Blues er fyldt til randen med folk i alle aldre. Jeg kæmper mig ud på gulvet foran scenen, og kommer til at stå ved siden af far og søn, hvor jeg deltager i belæring til sønnike om hvem Simon & Garfunkle er. ”The Boxer” blander jeg mig gennem larmen fra båndmusikken og de mange glade, allerede halvfulde mennesker. ”What?!” råber farmand tilbage –” Nååhh, the båååxer!” Min dialekt er ikke helt i skabet. Et opvarmningsband tager os igennem den første halve time – en kvindelig forsanger i ternede skjorte og cowboy støvler jodler sig monotomt igennem et country sæt. Så går der yderligere tre kvarter – min ene strømpe irriterer nede i støvlen! Hvornår f… går han på, den gamle mand?!
Men det gør han så. En stor, ældre kvindelig pianist blir først hjulpet over scenen af sin mand, får sit kys og sætter sig til flygelet. Basist, trommeslager og percussionist – alle tre med år på bagen og cowboyhat , og en yngre fyr på mundharpe. Og så er der Willie, med sin lange, grå fletning og pandebånd. Han ser så sund og fit ud trods sin alder, at jeg tænker her må indianer-ildvand og yoga til. Fra første nummer spiller de med så meget overskud og præcision, og fører os igennem sange som Crazy, Georgia, On the Road Again, – og sange som jeg ikke kender – men det gør resten af publikum. Sønnike ved min side har aldrig hørt Willie før – har sikker ikke hørt om ham før i aften. Men han er glad, og råber i sin rus over at se en kendt – og de fede som han når at ryge under koncerten! – ”WIIIILLIIIE NELSON!!!” Willie kaster sine pandebånd ud ét efter ét, og folk jubler i frydende flok. De spiller flere potpourrier med legende overgange, og varierer genrerne – blues; I Need Your Love So Bad, country; Me & Bobby McGee, og gospel; I’ll Fly Away, Will the Circles Be Unbroken – bare nogle af dem, jeg husker. Han synger korte toner – helt skarpt og lige i skabet, næsten uden vibrato, og spiller på et gammelt vrag af en akkustisk guitar med huller i. Men den lyder rigtig godt, og hans soloer er finurlige – nogle gange nærmest Django Reinhardt-agtige. Han guider musikerne igennem overgange og slutninger med løftet arm (dog med mormor-hænge-underarme – så er der retfærdighed til) og enkle tegn, og de adlyder, selvom tegnene nogle gange kommer i sidste sekund. De spiller – uden særlig meget snak mellem sangene – næsten to timer, og han lægger guitaren flere gange og er på vej ud, men må liiige tilbage og spille én mere. Salen koger af glade folk, og det som begyndte med ”han er kendt – vi må ha et billede!”, ender med at alle lytter til balladerne, skråler med på dem de kender, og vi er én stor glad skare, som elsker Willie og hans sange. Hvor er han dog fantastisk!
Jeg kan dog ikke længere ignorere min irriterende sok, og må på wc. Da jeg kommer tilbage igen, er luften ved af gå ud af mig. Jeg går bagom i lokalet mod udgangen, og stemningen her er ligeså god, som på gulvet foran scenen. En mand med pandelygte står bag et lille lukaf, og laver et maleri af musikerne, og folk omkring står på tæer for at kunne se både billede og scene.
Da Willie endelig går af scenen, går jeg osse for at komme ud i noget luft. En kvinde – noget bedugget – skraldgriner og siger, at sårn vil hun osse gerne være og se ud som 67 årig. Da jeg kommer ud på gaden, holder en kæmpe bus og venter på Willie – og selvfølgelig en masse folk, som gerne vil se ”dyret” tæt på. Jeg tuller glad, opstemt og træt i fusserne ud på Canal St. mod min street car, og her ser jeg bussen lige så stille overhale mig. Det er som om tid og luft står stille. Willie’s kæmpe sølvgrå bus med tonede ruder og et stort maleri på siden af to heste, og på den ene sidder en stolt indianer med fjerpryd. Willie has left the building!
Hvor er jeg glad for at jeg købte den billet – Willie, we love you!!!